Danmark et kaffetørstigt land

 

I Danmark drikker vi kaffe som få andre steder i verden. Lige nu indtager vi en flot tredjeplads i statistikken over de mest kaffetørstige lande. 4 kopper kaffe bliver det til pr. dansker pr. dag. Det svarer til godt 20 millioner kopper kaffe om dagen. Eller sagt på en anden måde, hver dansker drikker om året 240 liter kaffe.

På årsbasis køber hver eneste af Danmarks 5 millioner indbyggere godt 6,5 kg kaffe, til en samlet pris på 3,5 milliarder kroner. Kun Sverige og Finland kan prale af at drikke mere kaffe og bruge flere penge på den.

De store mængder kaffe køber vi i mange forskellige lande: I 1998 handlede vi kaffe med 16 lande i Afrika, 8 i Mellemamerika, 4 i Sydamerika, 5 i Sydøstasien og 4 i Europa. Disse 37 lande solgte os tilsammen 55.271 tons rå kaffebønner til en pris af i alt 1.081.694.000 kr. I samme periode eksporterede vi 7.426 tons færdigbrændt kaffe, til en samlet værdi af 264.872.000 kr.